torsdag den 16. januar 2014

Medbestemmelse i køkkenet

Når man er 3,5 år er der rigtig mange ting man gerne selv vil bestemme, og desværre også rigtig mange ting man ikke selv bestemme. Derfor er det også noget af det bedste, når man får lov til at blive inddraget i nogle beslutninger, også selv om de bare er små. Sådan er det i hvert fald med Alberte. Hun har frygtelig meget vilje lige for tiden (sådan vælger jeg at definere det ;-) og det kan til tider være svært for hende at håndtere. Selv om det er små ting er det virkelig godt at inddrage hende og vende hendes vilje til noget positivt. De små ting kan være at udfordre hende til at kunne ting selv, hjælpe med at "passe" Bertram men også at inddrage hende i de daglige gøremål. 
Siden slutningen af december har vi lavet madplan igen og denne gang i et lille hæfte som jeg før har nævnt, så vi får gemt de gode idéer. Nu er det blevet sådan at lørdag morgen (ofte der vi får det gjort) sidder vi efter morgenbordet og hygger og skriver madplan sammen. Og for Alberte er det fedt at være med, hun er har altid været god til at spise og elsker mad, så hun synes det er sjovt at være med til at bestemme hvad der skal på bordet. Nogle gange er det forslag med hele retter hun godt kan lide og andre gange er det ingredienser og så finder vi sammen ud af hvad der kunne være godt til det. Når vi så i løbet af ugen spiser kan hun nikke genkendende til det vi får og kan huske vi skrev det ned om lørdagen. Og hun kan jo så også huske at hun selv har været med til at bestemme. Af og til er hun så også selv med til at lave maden, og samlet set giver det hende et godt indblik i processen (ofte er hun nemlig også med mig ude og handle ind til det vi har skrevet i madplanen). Indtil nu har vi bare snakket om det vi gerne vil have, men den kommende weekend skal vi have fundet en masse kogebøger frem, så hun kan være med til at kigge billeder og finde det hun synes er lækkert. Og hun er altså ikke typen der foreslår pandekager og is men i stedet nogle rigtige gode ting, så for mig er det også en hjælp at have hende med til at lave den.

4 kommentarer:

  1. Fantastisk. Det er vi også begyndt på, enten lørdag eller søndag sætter vi os ned og finder på madplan til den næste uge. Håber på det kan hjælpe mine børn til at ville spise lidt mere. Specielt min den store svinger rigtig meget. Det hun kan li den ene dag kan hun ikk li dagen efter. Jeg er ved at få grå hår...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror også det er en virkelig god idé at involvere dem, og de så gider at spise eller ej. Det giver dem en god madforståelse, og så synes de tit det er sjovt at få noget medbestemmelse.

      Slet
  2. Det er en rigtig god idé - tror, at jeg skal huske at inddrage pigerne noget mere. Og god idé med hæftet - så der er inspiration til senere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja man glemmer det tit, der er mange ting jeg bare automatisk selv gør, men Alberte elsker jo at blive spurgt om hun vil hjælpe, så det er vist bare med at nyde det så længe det varer :-)

      Slet