onsdag den 26. marts 2014

Hvad ønsker du dig allermest...


Når man spørger en kommende fire årig om det, regner man med hun siger en ny cykel, lego eller hvad der nu lige fanger hende for tiden. Men nej det var ikke det min kommende fire årig svarede, hun svarede efter at have tænkt sig lidt om, "Et nyt hyggetæppe i regnbuefarver, mit gamle du har syet er ved at være for lille, så det kan lillebror få". Og så tabte jeg næsten munden, for den havde jeg ikke set komme. Men jeg tog den til mig med det samme, og i mandags fik jeg så startet på tæppet som skal hækles. Jeg vil hækle en masse små farverige cirkler, og så samle dem med hvid baggrundsfarve. Så ikke noget fancy-smart grafisk tæppe, nej lige som hun gerne vil have det - en masse fine farver. Jeg håber jeg når at blive færdig til hendes fødselsdag i starten af juni, men jeg fornemmer at cirklerne faktisk er ret hyggelige (og hurtige) at hækle, men nu har jeg jo heller ikke hæklet så mange endnu.

søndag den 23. marts 2014

På besøg hos Kähler








Jeg har igen været på besøg hos Kähler Villa Dining for at se på nyheder, helt bestemt forårsnyheder. Nu er det anden gang jeg er på besøg i villaen, og hver gang bliver jeg altså taget med storm af det sted, ligesom Kähler butikken inde i M.P. Bruuns gade er det så gennemført et Kähler univers, at det ikke kan andet end at inspirere. 
Denne gang er der også flere af nyhederne, som jeg allerede er fan af. Ursula serien (billede to) som de relancerer er så fin både i farver og form, og jeg er så heldig at der allerede nu står en fin gul kande her hjemme. Den er også funktionel hvilket er ret vigtigt, og jeg tror også jeg kommer til at ønske mig mere fra den serie. En anden nyhed som jeg også synes er spændende er Baristo, hvor man kan brygge en enkelt kop kaffe ned i koppen, du kan se det på billede fire og fem. Jeg tror oven i købet at det for en gang skyld også er noget for min kæreste. 
De sidste par billeder er blot lidt stemningsbilleder fra selve villaen. Jeg ønsker mig i den grad en mad og drikke oplevelse hos dem engang.

onsdag den 19. marts 2014

Lidt hverdagsliv






Lidt forskellige billeder fra den sidste tid. Hverdagen er meget forskellig lige for tiden, nogle dage når jeg alt og lidt til, og andre dage er dagen væk inden jeg nåede at komme i gang.

Jeg har mange idéer til ting jeg vil afprøve i køkkenet, men jeg når det sjældent - hvordan skal det så ikke gå når jeg ikke er på barsel mere ;-) Men lidt bliver det til, og aftensmaden skal jo helst på bordet hver dag.

Bertram har fået en fin Mumihjelm som jeg har købt af Clara Hagen gennem instagram. Jeg har selv en bunke stof liggende som gerne skulle blive til tøj til de to rumpenisser her hjemme.

Ellers har jeg sat mig et nyt mål der hedder flere gåture med barnevognen, et ret simpelt mål som jeg holder ret godt. Jeg nyder det virkelig, og kan nemt gå i 1,5 time mens mindstemanden sover. Min krop har i den grad brug for det, så det er bare med at komme af sted. Og så tager jeg gerne lidt forår fra naturen med hjem, det er fantastisk at få indendøre. 

I mandags var jeg på et spændende besøg hos Kähler og i aften går turen forbi Søstrene Grene - meget mere om begge besøg senere. 
God dag!

mandag den 17. marts 2014

Hæklet ballerina



En sød lille pige blev for nylig 1 år, og derfor skulle hun også have en lille gave. Det blev til en hæklet ballerina. Min favorit når jeg skal hækle er at freestyle, så det passede mig godt med sådan et lille projekt. Og det er ikke sidste figur jeg har lavet, jeg har flere idéer til kommende gaver til små fødselarer, så må vi håbe tiden er til det.
Ballerinaen blev modtaget godt både af hendes nye lille ejer, men bestemt også af forældrene, og så er det virkelig skønt at lave noget selv når det bliver så vel modtaget.

torsdag den 13. marts 2014

Førstehjælp til mig - anmeldelse af Dennis Knudsen produkter



Det der med at sætte tid af til mig selv og til at passe på mig selv og min krop, det er ikke noget jeg får gjort lige for tiden - desværre. Med to små i huset, kommer den slags i sidste række i hvert fald for en stund. Og det er faktisk ret ærgerligt, men ofte ender jeg bare i sofaen med mine kreaprojekter og lidt tv, og så er det ellers i seng. 
Så da jeg fik muligheden for at teste Dennis Knudsens nye produkter til ansigt og krop gav det en anledning til at gøre lidt ved det. Jeg har testet dem de sidste to uger nu, og synes faktisk der er flere positive ting ved produkterne. Først og fremmest er ansigtscremen ikke for fedtet men tilfører stadig fugt og det samme med bodylotionen. Masken virkede for mig forfriskende til huden og renseservietterne er virkelig praktisk for mig som nybagt mor til to, så kan man alligevel hurtigt give lidt førstehjælp til huden selv om tiden er knap.
Det eneste minus jeg lige vil nævne er altså cremens lugt, den skal jeg lige vænne mig til. 
Har du lyst til at prøve de nye produkter så kan du finde dem hos Føtex.


Produkterne har jeg sagt ja til at teste, og anmeldelsens ord er helt mine egne.

tirsdag den 11. marts 2014

Strikket cardigan



Det var på et hængende hår at jeg fik cardiganen færdig som Alberte skulle have på i weekenden til barnedåb. Der blev endda strikket på den i søvne, det ved jeg så ikke lige om det er en måde jeg kan anbefale at få tingene færdig på, det gav bare ekstra arbejde ;-) Men færdig blev den. Mønstret er rigtig fint, modellen er Amaya fra Rasmilla, men selve opskriften og faconen er jeg ikke 100% tilfreds med. Og så strikker jeg ikke lige foreløbig en trøje hvor der efterfølgende er fem dele der skal syes sammen, det er jeg ikke fan af. Knapperne har Alberte selv valgt, hun begynder nemlig at have en klar mening om hvad hun vil have på og hvad hun absolut ikke vil have på. Garnet er højlandsuld fra Garnudsalg. Det er første gang jeg strikker i det, og jeg blev lidt overrasket over hvor kraftigt det lugter af spindeolie. 

Nu er der ingenting på pindene, det er faktisk rart, så skal jeg i tænkeboks hvad næste projekt skal være, selv om jeg allerede har en idé om det.

Vinderen af en Ever After High dukke

Så er det tid til at offentliggøre vinderen af den fine dukke. Og den heldige blev Charlotte Lang Hansen, jeg sender dig en mail så vi kan aftale nærmere, og du kan få dukken :-)

Tak fordi I ville lege med alle sammen :-) 

fredag den 7. marts 2014

Lopper og lidt hæklerier




For efterhånden en del tid siden fik jeg lavet et barnevognsophæng til Bertram, jeg fandt opskrifter på dyr fra havet på pinterest (klik  ind på min pinterestprofil med hæklerier, så finder du opskrifterne - dog på engelsk), og fik dem så sat sammen til at kunne hænge. Jeg synes selv den er blevet vældig fin, og den fungerer efter hensigten, for mindstemanden kigger interesseret efter dem.
I sidste uge var jeg på en lille loppetur med min trofaste loppemakker - Alberte, hun hygger sig med at være med, og jeg synes det er sjovt at give det videre til hende. Hun fik et par gamle Disney bøger, og jeg kom bl.a. hjem med en længe ønsket mågevase og en fin gammel Halfdan Rasmussen bog. Mågestellet har en særlig plads hos mig, især fordi det minder mig om mine kære afdøde bedsteforældre. 
En enlig lappe til et kommende tæppe står på bogreolen, jeg har ikke haft tid til at gøre mere ved det, men håber snart på at komme videre med det.

Rigtig god weekend til jer der kigger forbi! Her står den på barnedåb, og det glæder jeg mig til.
 - Og husk at deltage i min Give Away neden for :-)

mandag den 3. marts 2014

En ny dukke - og en Give Away





Det er bestemt ikke dårligt at være en lille dukkeglad pige der kan få lov til at teste en ny eventyrlig dukke - og så endda datteren til Tornerose. De nye Ever After High dukker er alle døtre til andre eventyrlige figurer som f.eks. Tornerose og Snehvide. Dukken er ret populær hos Alberte - især det store flotte hår er hun vild med og der følger en lille nøglebørste med, som bliver flittigt brugt. Samtidig havde hun både smykker, taske og vigtigst af alt for Alberte - briller. Alberte fik dukken i fredags, og lige siden har den indgået i mange lege med hendes andre dukker. For Alberte var det også sjovt at der var en lille historie bag dukken, at hun var en af de højtelskede prinsessers datter, som nu gik på skole med de andre døtre. 

Du har nu også muligheden for at vinde et eksemplar af Briar Beauty som du kan glæde en lille pige eller dreng med. Alt du skal gøre er at skrive en kommentar under dette indlæg, så trækker jeg en vinder mandag d. 10. marts kl. 12. Håber I har lyst til at være med, dukken har i hvert fald vækket meget glæde og leg her hjemme.